Medmindre det er første gang hos gynækolog, vil man højst sandsynligt være bekendt med besøget. Uanset om man har prøvet det mange gange før eller det er første gang, så kan besøgene være en smule ubehagelige og pinlige. Hvis man siger til sin læge, at man er lidt nervøs og pinlig til mode, kan det rense luften og danne grundlag for en ærlig og ligefrem kommunikation.
De første par minutter hos lægen vil sandsynligvis indledes på samme måde som et almindeligt lægebesøg. Først spørger lægen om din tidligere tilstand og om der er nye symptomer eller forandringer ved helbredstilstanden generelt. Han/hun vil højst sandsynligt fokusere på gynækologiske ting, såsom ”Er du seksuelt aktiv?” eller ”Oplever du at du har uregelmæssig menstruation eller problemer?” Det er vigtigt, at være åben og ærlig omkring den seksuelle baggrund og symptomer. Lægen er der ikke for at dømme dig og udveksler heller ikke oplysninger med andre. Jo flere oplysninger lægen har om dig, des bedre kan han/hun hjælpe dig.
Det vigtigste ved besøget er underlivsundersøgelsen. Lægen beder dig om at lægge dig på ryggen på briksen og placere fødderne i bøjlerne. Lægen kan således sidde for enden af undersøgelsesbriksen og undersøge dine udvendige og indvendige reproduktionsorganer. Du skal ikke være bange for at sige noget eller bede om at du må tage en med, hvis du synes det er ubehageligt. Det har du ret til, og lægen skal ikke blive fornærmet over det.
Den første del af underlivsundersøgelsen foregår ved hjælp af et spekulum. Et spekulum er et aflangt, konisk instrument, der føres ind i vagina og giver lægen mulighed for at undersøge skedevæggene og livmoderhalsen. Instrumentet er enten af plastik eller metal. Hvis det er metal, kan det føles koldt. Du kan bede lægen om at lægge det i varmt vand inden så det føles mere behageligt.
Når lægen påbegynder undersøgelsen, kan du mærke, når instrumentet forsigtigt føres op i skeden. Hvis du mærker nogen smerte eller ubehag, skal du sørge for at sige det til lægen, så der kan foretages justeringer og det føles mere behageligt for dig.
Når spekulum er sat op, kan lægen også foretage det, der kaldes en celleprøve. Her skraber lægen lidt af slimhindevævet af livmoderhalsen. Det gør man for at undersøge for forstadiet til cancerceller eller livmoderhalskræft. Det giver også mulighed for at undersøge for visse seksuelt overførte sygdomme.
For de fleste gør det ikke ondt at få foretaget en celleprøve. Men det kan give en trykkende følelse, ubehag og nogen gange kramper. Celleprøven kan efterlade en lille smule blod. Det er helt normalt og stopper efter et par timer.
Du bør starte med at få foretaget celleprøver, når du fylder 18 år, eller når du bliver seksuelt aktiv – hvad der måtte ske først. Inden du får foretaget en celleprøve, skal du sørge for at du ikke har menstruation da det kan påvirke resultaterne, og det ender bare med, at du bliver nødt til at få foretaget prøven igen.
Når underlivsundersøgelsen og celleprøven er foretaget, fjerner lægen spekulum.
Nu hvor størstedelen af undersøgelsen er foretaget, vil lægen foretage en forsigtig udvendig undersøgelse. Her bruger han/hun den ene hånd til at trykke på underlivsområdet udefra, mens han/hun har placeret en eller to fingre i din skede. Lægen bruger dette til at trykke indvendigt og udvendigt for at mærke på dine reproduktive organer. Lægen undersøger størrelse, ensartethed, form og placering af livmoderhalsen og livmoderen.
Dernæst flytter lægen forsigtigt hænderne over på begge sider af underlivet for at mærke på æggestokkene og undersøge for ophobninger eller ømme steder. Du skal huske at sige til, hvis du føler smerte eller ømhed. På denne måde kan lægen finde frem til eventuelle problemer.
